| Brev til John Lohff vedr. Plakatfri Zone i Sønderborg Kommune
SØNDERBORG/ SONDERBURG - 24.06.09
Kære John Lohff, tak for din mail fra den 10. juni 2009 om at indføre en Plakatfri Zone i Sønderborg Kommune. Det Konservative Folkeparti vil holde byen ren for kommunale valgplakater til efteråret og herigennem gøre Sønderborg Kommune grønnere. Opfordringen til ikke at hænge de klassiske plakater med portrætter og partibogstaver op er sendt ud til alle foreninger. Slesvigsk Parti har på betstyrelsesmødet den 17. juni 2009 drøftet jeres henvendelse og kan med baggrund i vores diskussion meddele, at vi ikke støtter initiativet. Initiativet lægger op til en nødvendig politisk diskussion blandt de øvrige partiers vælgerforeninger og vi har noteret os, at Det Konservative Folkeparti mener, at valgplakater alligevel ikke har nogen effekt i dag. Vi mener dog, at valgplakater i sammenhæng med andre medier uden tvivl kan gøre sig godt som en slags spil, hvor modtagere løbende skal samle budskabets brikker eller sætte billeder på forskellige dimensioner af det enkelte parti. En oplevelse, kommunalvalget såvel som andre valg i virkeligheden drejer sig om. Plakaterne er således en del af en demokratisk proces op til et valg. De er en del af valget og er, i lighed med andre medier, med til at skabe interesse og opmærksomhed om valget. Således kan plakaterne sikre en stor valgdeltagelse. Vi mener yderligere, at det er naturligt, at valgplakater er der og lige så naturligt, de fjernes umiddlebart efter valghandlingen! Vi henviser ligeledes til de gældende retningslinjer for ophængning af valgplakater. Med henvisning til Det Konservative Folkepartis argumentationen for en mere grøn og miljøvenlig valgkamp mener vi, at andre tryksager og fremstilling af alternativt kommunikationsmateriale vil modvirke effekten af initiativet om en Plakatfri Zone. Slesvigsk Parti i Sønderborg indgår dog gerne i en aktiv dialog med Det Konservative Folkeparti om fælles politiske initiative for en mere grøn og miljøvenlig kommune baseret på bæredygtige tiltag. Ved spørgsmål kan vi kontaktes. Med venlig hilsen Rainer Naujeck Formand for Slesvigsk Parti i Sønderborg Stephan Kleinschmidt Byrådsmedlem for Slesvigsk Parti
|