Samarbejde - uden grænser

Med strukturreformen er der blevet længere til rådhusene og kommunalpolitikerne. Netop derfor lægger vi vægt på samabejde og den enkeltes mulighed for medbestemmelse. Samarbejdet må ikke stoppe ved grænsen til Tyskland. Men der er stadig mange barrierer! Tosproget informationsmateriale, samarbejde mellem forvaltninger og fleksible løsninger indenfor de sociale sikringsordninger skal åbne grænsen for lønmodtagere og virksomheder.
Et vigtigt skridt på vejen var etableringen af "Infocenter Grænse-Grenze", et projekt, som SP sammen med grænsependlerforeningerne fik gennemført efter årelang kamp. Informationskontoret har i løbet af første år besvaret ikke færre end 1500 henvendelser.

Hurtig redning

I nødstilfælde har hurtig hjælp og den rigtige lægelige behandling højeste prioritet. Slesvigsk Parti har i mange år arbejdet for en redningshelikopter i Sønderjylland. Det er nu lykkedes SP gennem en vedholdende indsats at etablere en dansk-tysk redningshelikopter. Den og supplerende lægeambulancer sikrer nu hurtig hjælp i hele Sønderjylland.
For at sikre hurtig lægehjælp og den rigtige behandling skal der kunne trækkes på regionale og grænseoverskridende tilbud i sundhedssektoren, men vi går ind for at bevare de lokale sygehuse i Sønderjylland. Lange ventelister i sundhedvæsenet kan ikke uden videre accepteres. De kan ikke nedbringes alene ved operationer. Det er nødvendigt at sætte ind med et forebyggende arbejde, ligesom et effektivt tilbud om genoptræning kan aflaste sygehusvæsenet.
Privatisering af udvalgte områder kan tilføre det offentlige sundhedssystem nyttig konkurrence, men det skal sikres, at sundhedsvæsenet yder alle en lige behandling.




skriv til Slesvigsk Parti eller ring til 74 62 38 33