Vi skal gå skridtet fuldt ud og etablere Destination Sønderjylland-Schleswig

Camping(1)

Slesvigsk Parti har afholdt sit årlige sommergruppemøde og har her bl.a. haft fokus på turismen.

 

Sønderjylland er et smukt feriested og en historisk og kulturelt spændende og alsidig region. Markedsføringen sker gennem de fire sønderjyske kommuners fælles turismeorganisation Destination Sønderjylland, som SP aktivt har understøttet udviklingsprocessen af og sørget for, at der afsættes midler til den i de kommunale budgetter.

 

”Organisationen Destination Sønderjylland gør et godt stykke arbejde med den fælles markedsføring af Sønderjylland og turismeudviklingen i regionen. Men det er på tide, at vi forbereder det næste skridt og frem mod 2020 løfter turismeindsatsen på tværs af grænsen og satser på en stærk Destination Sønderjylland-Schleswig”, lyder opfordringen fra Stephan Kleinschmidt, byrådsmedlem og spidskandidat for Slesvigsk Parti i Sønderborg Kommune. Han tilføjer: ”Det vil profilere regionen og give os øget turisme, større omsætning og mere liv i by og butikker.”

 

Den dansk-tyske grænseregion er historisk set en sammenhængende kulturregion. Derfor tog Slesvigsk Parti i sin tid også initiativ til Kulturaftalen Sønderjylland-Schleswig, der i år blev forlænget frem til 2020 og har til formål at styrke det fælles kulturrum i grænselandet.

 

”Det er oplagt at koble kulturinstitutionernes oplevelsesproduktion sammen med produktudviklingen i de private turismevirksomheder”, siger Stephan Kleinschmidt og bakkes op af partifællen Anita Carlsen-Rausch, kandidat for Slesvigsk Parti i Tønder Kommune.

”Det strategiske turismesamarbejde skal ikke stoppe ved grænsen, når der ligger et stort potentiale i at lave en fælles markedsføring af grænselandet med dets historiske, kulturelle og kulinariske særpræg”, siger hun og tilføjer: ”Forudsætningen herfor er en fælles dansk-tysk turismeorganisation i form af Destination Sønderjylland-Schleswig, som skal forestå den fælles strategiske turismeudvikling i grænselandet.

 

På sommergruppemødet blev der fremsat andre konkrete forslag, som skal løfte turismen, herunder:

  • ♦ en dansk-tysk turismemesse, der giver turismeaktørerne en platform for sparring og udvikling af nye grænseoverskridende turismeinitiativer
  • ♦ en turisme-app for grænselandet til at markedsføre destinationens oplevelser og attraktioner
  • ♦ udbygning af turismeinfrastrukturen og nye faciliteter, herunder etablering af nye, bynære autocamperparker